mandag den 15. april 2013

Kiksekage og citronfromage

Til Madklub sidst søndag skulle jeg have dessert med. Det blev til kiksekage og citronfromage. 

Jeg har aldrig fået kiksekage, så jeg syntes det var på tide at prøve den og så havde jeg hørt det var super nemt at lave - hvilket også tiltalte mig den weekend. Men jeg havde ikke lyst til palmin og æg. Så det blev i stedet en moderne udgave med ganske lidt smør, tilgengæld rigtig meget kondenseret mælk og chokolade!

Kagen er lækker fudgeagtig og med en fin smag af karamel. Kagen er desuden lavet med hjemmebagte grov kiks.

Til kagen syntes jeg der skulle serveres noget friskt og det blev en total retro citronfromage! 

 

Kiksekage

Kiks:

150 g grahamsmel
100 g hvedemel
75 g groft hvedemel
½ tsk salt
80 g smør
1½-2 dl vand

Bland de tre slags mel med salt. Skær smørret i små tern og gnid det ud i melet til blanding har konsistens som revet parmesan. 
Tilsæt vand.  Ælt dejen godt til den er jævn og glat.
Sæt skålen med dejen i køleskabet i cirka en halv time til dejen er fast, men ikke gennem kold.
Rul dejen ud på et meldrysset bord i 3-4 mm tykkelse.

Brug en klejnespore og skær dejen i firkanter i passende størrelse efter dit behov.

Læg kiksene på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag én plade kiks af gangen ved 190 grader i  15 min eller til kiksene er let gyldne under bunden. 

Lad dem køle af på en bagerist. 
Der bliver lidt flere kiks af portionen her end du skal bruge til kagen.

Kiksekage:

300 g god, mørk chokolade min. 60%
1 dåse kondenseret mælk
30 g smør
Kiks
Frysetørret hindbær

Beklæd en lille, aflang form på 1,5 liter cirka med film. 

Over vandbad smeltes chokolade, kondenseret mælk og smør sammen i en skål.

Det er vigtigt at lade blandingen smelte helt og være meget fyldende, ellers kan det være svært at arbejde med masse, da den hurtigt bliver tyk og sej.

Hæld cirka en tredjedel af chokolademassen ned i bunden af en filmbeklædte form og fordel kiks over hele overfladen. Fortsæt med at fylde skiftevis chokoladeblanding og kiks i formen. 

Slut af med et lag chokolade.

Drys kagen med frysetørret hindbær. Tryk dem let ned i chokoladen så de sidder fast.

Sæt kagen i køleskabet i mindst 3 timer inden servering.

 

Citronfromage

5 blade husblas
3 pasteuriseret æg
100 g sukker
1 tsk meget fintrevet citronskal
 3/4 dl friskpresset citronsaft
1/4 l piskefløde 

Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter. 

Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps. Sukkeret skal være opløst. 

Træk husblassen op af vandet og smelt den over vandbad i en skål med det vand som hænger ved husblassen. 

Rør citronsaft og citronskal i den smeltet husblas og rør husblassen i æggesnapsen. 

Pisk fløden til let skum. Rør først cirka en tredjedel af flødeskummet i æggesnaps. Og derefter vend forsigtigt æggesnapsen i resten af flødeskummet. Vær forsigtig så luften bevares i fromagen. 

Hæld fromagen i en skål og sæt på køl i mindst to timer.

Ved servering skæres den fast kiksekage i passende stykker og den serveres med et æg af citronfromage og evt. lidt ekstra frysetørret hindbær på tallerken.



 
 

2 kommentarer:

  1. Mmmmmm - det ser lækkert ud! Jeg har glæder mig meget til opskriften skulle dukke op, så jeg kunne gemme den :o)

    Jeg eeeeelsker citronfromage, men det er 100 år siden jeg har fået det, men tror bestemt snart at det skal laves igen, og så kan jeg jo ligeså godt prøve den lækre kiksekage også :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det VAR lækkert! :)

      Jeg beklager det har taget så længe med opskriften, men den har drillet en del!

      Citronfromage er altså også bare guf altså! Vi får det med jævne mellemrum. Min mor er vild med det så det er altid populært at lave her :)

      Det kan du nemlig! :D

      Slet